Innlegg
Lykke på langfærden, Lille.
Ven fra det slet ikke værende.
Vandrer som uten at ville
fik denne verden forærende.
Bådformet ankom du blandt os
ferdig i lemmer og kar.
Dagen som dagedes fandt os
tabt i det under, du var.
Ankret til tiden, der iler,
hviler du, menneskekryb.
Smilet, du slumrende smiler,
lyser fra tidernes dyp.
Timer skal kædes til dage,
tiden skal drive sit spil,
før du skal vandre tilbage
til hvad der ikke er til.
Skove skal løves og bruse.
Sneen skal slette med hvidt.
Året skal åbne sin sluse,
og alt, for en tid, være dit.
Varm skal du møde ved vinter
døden med livets trods
og modta en vårs hyacinter
når verden er død for os.
Kort skal du atter eje
løvspringets lyse land,
hvergang et forårs veje
flammer af løvetand.
Fjærnt skal du gå mot fjerne
verdner, vi ikke ved,
og følge vor vandrende stjerne
på vej mod menneskehed.
Livsluebærende Lille.
Sindets usårlige lykke,
livsglædens varme kilde
med på dit vovestykke.
Dette diktet hvisket jeg inn i det bittelille øret til Camilla den dagen hun ble født - for nesten nøyaktig 29 år siden. I dag har hun selv gitt liv til et barn - og ønskene i dette vakre diktet går videre til en ny generasjon.
......for 29 år siden.......
